Skærmbillede 2014-09-29 kl. 15.50.47

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Kerteminde: Her i 2014 kan Sensommerkoncerter på Johannes Larsen Museet fejre deres 25. koncertsæson.

Det var Birgit Tengberg, der begyndte koncertserien i 1990, og hun har siden da været ildsjælen bag de fire årlige søndagskoncerter i september.

Talrige fremtrædende danske og udenlandske musikere har gennem årene begejstret publikum, og de fleste af koncerterne har været udsolgte.

Den 25. koncertsæson har Birgit Tengberg og Johannes Larsen Museet valgt at fejre ved at tænke nyt. Koncertserien udvides til fem koncerter og afvikles samlet som en festival i weekenden den 27. og 28. september.

Beslutningen er taget ud fra et ønske om at kunne tilbyde intense musikoplevelser på et højt niveau og åbne nye muligheder for et varieret program, idet de otte medvirkende musikere på skift vil indgå i forskellige kammermusikalske sammenhænge.

I salen, hvor koncerterne spilles, er der en særudstilling om kunstnerfamilien Syberg. Musikken vil komme til at gå i direkte dialog med udstillingen, når der søndag eftermiddag bliver opført en strygekvartet af komponisten Franz Syberg, der boede i Kerteminde.